rejsen er først lige gået igang (forsættelse på klar til en lang rejse)

Hoover havde det forfærdeligt med ikke at kunne hjælpe. Hvis Taylor døde pga. ham, så... så vidste han ikke, hvad han skulle gøre.

"Tay... lor.. Taylor..." blev Cian ved, mens mere og mere af Taylor kom til syne. Duften af blod borede sig dybt ind i ham, og det blev værre og værre jo mere, der kom til syne. Da der til sidst kun lå et par sten på hans ben, var det næsten ulideligt, og Cian, der normalt så så forelsket på Taylor, stirrede nu bare på ham med sultne, røde øjne.
Han vidste godt, han ikke burde bide ham. Han burde virkelig ikke. Men han havde allerede mistet så meget blod, så... ville et par dråber mere skade...?
Han greb fat i hans hånd og stirrede på hans håndled. En del af ham sagde stadig, at han burde lade være, men hans instinkter gik amok.

Hoover, der næsten ikke kunne holde sine øjne åbne, så på Taylor ud af øjenkrogen og blev mødt af et forfærdeligt syn.
Hans krop var fuldstændig svækket for energi, men det syn gav ham det sidste skub, og med et vredesskrig, fik han kæmpet sig hen til Cian og kastet sig over ham, så de begge to lå på jorden.

Sora slikkede sig sulten hen over læben, da han duftede alt den blod. det var som paradis et stort fest måltid. han kunne godt så vampyren havde svært ved at holde sig tilbage, det havde han da også selv. det gode var bare at han ikke behøvede at holde sig tilbage. så da dæmonen over falde sin ven for at beskytte den kvæstede, tog han sit snit til at løbe hen og med ehn utrolig hurtighed stod han foroverbøjet over den kvæstede, imens han holdte ham op til sig og gjorde sig klart til at bide. den kvæstede ville sikkert alligevel ikke overleve det så hvorfor ikke nyde det sidste blod.

Det tog for alvor på Hoovers energi, og selvom han anstrengte sig for at holde sig ved bevidsthed, gik han efter få sekunder ud som et lys.

Cian lå helt forvirret på jorden og så op på himlen. Hans øjne havde fundet deres originale farve igen, eftersom lugten ikke var helt ligeså stærk nede ved jorden.
Han fik øje på den anden vampyr, der stod foroverbøjet over hans elskede Taylor, og fik hurtigt skubbet Hoover væk fra sig og taget hans kniv, der lå på jorden et lille stykke væk. Han kravlede hen til vampyren så hurtigt, han kunne, greb fat om begge hans ben og stak kniven et godt stykke ind i hans læg.

Sora havde kun lige sat sine tænder i den kvæstede da han mærkede en smerte gå op igennem hans ben. han slap sit offer så han faldt til jorden og prøvede at få sparket vampyren væk fra sine ben så han kunne komme væk. han blev ved med at mærke smerten i sin ben som blev ved med at bløde, da kniven jo stadig sat i hans læg. han faldt så bagover i et forsøg på at fp Cian væk fra sig "hvad er der galt med dig!" vrissede han og prøvede stadig i hærdigt aat få ham væk, men smerten i benet gjrde det lidt sværtæ

Cian holdte fast som gjaldt det hans liv. I hvert fald indtil vampyren faldt. Han var nede og såret, og det var det vigtigste.
Cian kravlede et lille stykke væk fra ham, rejste sig op og lænede sig ind over Taylor. Igen fyldtes hans næse med den fantastiske duft af dæmonblod, men denne gang måtte han stå fast. Det var vigtigt.
Han rev sin skjorte af og flåede den i nogle forskellige stykker, som han bandt omkring de steder, hvor sårene var dybest. Han lagde sin hånd på Taylors kind og så på ham. Han skulle nok stå op... det skulle han...

Sora trak knive ud af sit ben da vampyren flyttede sig og knurrede vredt. han så lidt på sit ben og så så vredt over på ham igen "tror du du kan rede ham på den måde?.. det er ikke bare sår... det er brækkede knogler... sikkert indreblødninger, han dør nok snart" sagde han med et lille grin på læben "du kan lige så godt drikke det sidste af hans blod." han rejste sig roligt op da såret fra kniven nogenlunde var helet. han gik lidt væk fra ham "du prøver at redde ham forgæves" han hoppede op og greb fat i en greb, som han svang sig op på og sad der, imens han betragtede de ynkelige drenge.

Cian blev mere og mere irriteret over de ting, vampyren sagde. Mest fordi han vidste, han havde ret. Taylor ville forlade ham.
Cians brystkasse snørede sig sammen ved tanken, og hans øjne fyldtes op med vand. Forsigtigt fjernede han sin hånd, tog et par mellemstore sten og fyrede dem op mod vampyren, "hvorfor skulle du også komme her og ødelægge det hele?! Din usle, forfærdelige, følelsesløse monster!!"

Sora knuste hver sten der fløj mod ham med sine tanker og smilte bare roligt til vampyren der var tydelig oprevet af situationen. han grinte lidt af de ting han blev kaldt og rystede på hovedet "ha! jeg er vampyr.. jeg skulle have føde dæmonen var i vejen... han vågede over mit mål... jeg skulle have mad.. og du ved som vampyr skal man kunne få sin føde...du var jo selv tæt på ikke... du havde sådan lyst til at bide ham... så du har ikke mere hjerte end jeg" sagde han med et lumsk grin og kravlede længere op af træet.

Cian løb hen til træet og skulle til at kravle op, da han hørte en lav lyd fra Hoover. Han vendte sig om og så overrasket på ham.

Hoover rørte på sig og åbnede øjnene. Han satte sig stille op og kunne lige så stille mærke energien komme tilbage. Han anede ikke hvorfor. Var også ligeglad. Han ville hen til sin bror.
Med lidt besvær fik han rejst sig op og gik hen til Taylor, som han så ned på, "T-Taylor..." han lagde sin hånd på hans skulder, imens han øjne fyldtes op med tårer, og han til sidst ikke kunne holde sig tilbage for at lægge sine arme omkring ham. Kramme ham en sidste gang.

Sora lagde mærke til ar dæmonen han bed bevægede sig og undrede sig lidt over han allerede var kommet til krafter. han lagde hovedet på skrå, hvorefter han kravlede over en gren så han bedre kunne så hvad der skete. han krammede ham bare øv... ikke noget spændene bare det sentimentale pis. han sukkede irriteret og betragtede de ynkelige væsner. han gad ikke lege mere der var alligevel ikke så meget mere at lege med.. den store dæmon var næsten død og vampyren var bare ynkelig.. og den lille dæmon, nok den mest ynkelig af dem alle.


Taylor bevægede pludselig sine fingre meget kort som små tiks og kom med nogle meget smertefulde lyde. han åbnede svagt sine øjne på klem og sank en lille klump. hvad var der lige sket? det sidste han kunne huske var at en kæmpe dynge af sten faldt ned over ham også var han ellers bare forsvundet. han kunne mærke at hele hans krop nærmest var ødelagt og alt den smerte rundt omkring i kroppen kæmpede bare om at være mest smertefuld. han kunne mærke nogle varme arme om sig og da lagde han mærke til Hoover krammede ham "Hoover?..." hviskede han svagt. han lukkede sine øjne igen. der skete noget mærkeligt i hans krop. han kunne mærke hvordan den var ødelagt, men det var som om det rykkede sig på plads.. det var ikke ligefrem rart når knoglerne rykkede sig på plads, men han kunne ikke skilde smerterne fra hinanden.

Det gav et sæt i Hoover, da Taylor pludselig begyndte at snakke, og han gav hurtigt slip. Han så med store øjne på ham og kunne ikke tro sine egne øjne. Han var i live.

Cian stod bare med åben mund og stirrede. Hans Taylor var i live. Han var i live!
Han tog et skridt hen mod dem men vidste udmærket godt, at Taylor ikke brød sig om ham, så det ville nok ikke være det smarteste i netop det øjeblik. Han så i stedet op på grenen, den anden vampyr sad på før, men opdagede, at han var væk. Han gik hurtigt hen og stillede sig under den gren, han nu sad på. Den tumpe skulle ikke slippe ustraffet væk, det var helt sikkert.

Sora hævede det ene øjenbryn da han kunne se den store dæmon de havde kaldt Taylor begyndte at bevæge sig. han levede... han overlevede al den kvæstelse hvordan kunne det lade sig gøre? han rystede lidt på hovedet og satte sig bedre tilrette. han så ned og fik øje på vampyren og smilte koldt. svagt vampyr... medfølelse med de to der? han rystede stille på hovedet og så ned på de to dæmoner. medfølelse.. Luna.. han havde jo selv vidst medfølsle. han sukkede svagt.. det var noget andet, noget helt andet.

Taylor åbnede øjnene igen da han ramte jorden igen. han så svagt på Hoover og skulle lige til at sige noget, da han nu kunne skildte smerterne fra hinanden. Hoover havde gjort noget ved ham i den berøring.. han havde mærket sin knogle i benet sætte sig på¨plads igen.. det havde gjort ondt. han lukkede stille øjenen "du må ikke slippe Hoover" mumlede han svagt og havde slet ikke lagt mærke til Cian var til stede. han havde kun set Hoover så ikke engang den fremmede vampyr havde han opdaget endnu.

Hoover blev ved med at stirre på Taylor med de samme store øjne. Da han sagde endnu en sætning, var han helt sikker på, det ikke bare var hans fantasi; han var i live.
Han tørrede hurtigt tårerne væk og lagde igen sine arme om Taylor. Han var ekstrem forsigtig i forhold til før og gjorde alt for ikke at mase noget sted på hans krop. Han var egentlig ikke helt sikker på, hvorfor han skulle gøre det, men regnede med, det var fordi Taylor havde brug for trøst og varme.

Cian holdte godt øje med hver eneste af vampyrens bevægelser. Han skulle være parat, hvis han nu pludselig hoppede ned. Men hans koncentration varede kun indtil, han fik et koldt smil lige i masken. Den usling skulle ikke sidde og smile!!
Cian følte sig utrolig nyttesløs og følte han måtte gøre et eller andet. Derfor samlede han en masse småsten op og fyrede dem op på vampyren. Han vidste godt, det ikke ville hjælpe nogen eller gøre ondt, men... han havde så meget vrede i kroppen, der havde brug for at komme ud.

Taylor kunne ikke mærke nogen forandring denne gang og begyndte at undre sig igen "Hoover... gør det som du gjorde før.. " han var så svag i stemmen at han var usikker på om det var til at høre hvad han sagde, men han prøvede da. han prøvede at bevæge sig lidt, men kunne ikke, hans knogler var stadig knuste de fleste steder, men han kunne ikke mærke nogle sår. ligenu gjorde det ikke den store forskel at Hoover holdte om ham, men det var heller ikke lige så inderligt og følsesmæssigt som det første. han sukkede stille og kunne slet ikke overskue sine tanker. han havde for mange smerter og kunne godt mærke hans krop ikke var glad for at kæmpe.


Sora mærkede en sten ramme ham og så så ned på vampyren igen. møgunge. han satte sig bedre til rette og koncentrerede sig om at splintre hver sten der fløj mod ham. stenene var heldigvis så små at det ikke krævede ret meget af ham at for dem til at splintre.

"Men..." var det eneste Hoover kunne få ud. Han ville jo ikke kvase Taylors krop mere, end den allerede var. Det ville ikke gøre noget bedre. Men på den anden side, var han måske dørende, og hvis det var hans sidste ønske...
Han kneb sine øjne sammen i takt med at han strammede sine greb, ligesom han gjorde før. Han havde det virkelig dårligt med det. Følte at han bare gjorde Taylors smerter endnu værre.

Cian blev ved med at kaste og begyndte at mumle en masse skældsord for hvert kast, "latterlige... dumme... ynkelige... patetiske.... irriterende... stinkende..."
Det føltes rart og lettede en smule.

Taylor mærkede han strammede grebet, men der skete ikke nogen forskel. han sukkede stille. hvad så? hvad mangler der.. var det bare noget Taylor havde forstillet sig? nej ellers ville han havde flere smerter. der manglede noget "Hoover... læg følelser i det... ellers... så dør jeg" hviskede han stadig meget svagt og sank en lille klump. det var sandheden, for hvis alt dette gik ud på at Hoover måske kunne heale ham og det bare handlede om han skulle ligge følelserne i det så magtede han ikke han skulle til at dø. dog kunne han stadig mærke hans krop skreg efter at give op.

Sora sukekde irriteret da den irriterende vampyr blev ved og det hjalp ikke han kaldte ham alle de ting.. de passede ikke svinet kendr ham jo ikke engang. hn sukkede stille igen "drop det nu mide... jeg gjorde det får at få føde som du sikkert også har gjort" sagde han irriteret og så kort ned på ham, hvorefter han igen så hen på de to dæmoner og undrede sig over det der skete.. der lugtede ikke længere så meget af blod som om ham Taylor ikke blødte mere? kunne den lille dæmon heale??

"Hold op..." Hoover kunne mærke tårerne pressede på igen men holdte dem tilbage, "jeg kan ikke mere... jeg er bange for, at det gør ondt på dig..."
Han følte sig helt utrolig presset, når Taylor sagde sådan noget. Han kunne jo ikke redde ham. Han kunne holde om ham, snakke med ham, prøve at stoppe de værste blødninger... men det var det.

Cian stoppede og åbnede fornærmet munden. Han lagde armene over kors og så fornærmet op på ham, "til din orientering bider jeg kun personer, efter jeg har lagt an på dem, så de får en sidste god oplevelse... på en måde. Du bider først en dreng med arme så tynde som kviste og så en såret! Og en såret, der tilmed er min kommende mand!"
Vreden hobede sig op i ham igen, så han fortsatte med at kyle sten efter vampyren.

Tayloy kunne mærke der skete noget da han pludselig blev mere følsesmæssig. det var det det handlede om han sank en lille klump da han nu kunne mærke smerten fra knogler der satte sig på plads langsomt og andre sår der healede sig sammen. han lukkede sine øjne hårdt sammen "du må ikke give op.. du må ikke opgiive mig" sagde han svag, men havde fået flere krafter. han ville bare være sikker på Hoover blev ved med at være følsom, da det åbenbart lige nu gjorde at hans krop healed.

Sora så lidt undrende på vampyren og hævede et øjenbryn "hvad så med at hjælpe din kommende mand?.. istedet for at stå der og klage og ynke" sagde han irriteret og så så på de to dæmoner. han var sikker nu den lille af dem var heler. for Taylors knogler kunne nogle steder tydeligt ses at de rettede sig op. han grinte svagt og rystede på hovedet. hvorfor gik de sådan amok år de alligevel havde en healer med sig "hvorfor er i så oprevet når i alligevel kan hele ham?" sagde han så og så ned på vampyren

Hoover lukkede op for sluserne igen, da han hørte Taylors svage stemme. Han kunne mærke tårerne glide ned af hans kinder og lande på Taylors ene skulder, "det gør jeg ikke..." sagde han grådkvalt, "jeg bliver her lige så lang tid, du vil have..."

"Fordi han... han er ikke så glad for mig endnu..." mumlede Cian og så ned. Han kom til at tænke på alle de gange, Taylor havde skubbet ham væk. Hvad han dog ikke ville gøre for at blive det igen, bare for at blive rørt en smule ved af ham...
Hans intime tanker om Taylor blev afbrudt af vampyren, og han så hen på Hoover, "jeg vidste slet ikke, at han kunne..." det gik op for Cian, at han ikke snakkede grimt til den idiot, så han så på ham og fandt hurtigt sin vrede tone igen, "det rager ikke dig, din idiot! Bare sid stille og hold din mund og... og lad mig stene dig!"

Taylor smilte svagt da han mærkede knoglerne rykke sig sammen og sætte sig på plads. det var utrolig smertefuldt og gjorde næsten lige så ond som da det var normalt, men alligevel var det rart. mest fordi det at vide Hoover faktisk holde af ham på den måde varmede om hans hjerte og gjorde ham virkelig glad. det betød meget at hans bror faktisk kunne græde over ham og ikke var ligeglad med han var tæt på døden. da han kunne mærke hans arme fungere igen, lagde han dem om Hoover "du har reddet mit liv lillebror" hviskede han stille. ikke mere svagt eller døene. hans krop skreg ikke om at giver oop længere tvært imod. hans krop havde helet sig samme igen takketvære Hoover.


Sora grinte bare af vampyren og rystede lidt på hovedet "en jagt på en du ikke kan få... god idé... og så ved du ikke engang når der er en heler til stede... du er en dårlig partner må jeg sige" sagde han hånene og kravlede længere og længere op af træet så han forsvandt mellem bladene.

Hoover forstod det stadig ikke. Han havde ikke reddet hans liv. Taylor måtte have helet sig selv, eller også var det bare et... mirakel af en art. Eller måske havde han et skytsengel uden at vide det...?
Uanset hvad var han glad for, at han var i live og havde det godt. Eller så godt, som man nu kunne have det, når ens krop lige var blevet kvast under en masse sten.

"Jeg er en fantastisk partner!" råbte Cian. Han kunne ikke lide, at han ikke kunne se den anden vampyr mere og kravlede derfor op i træet. Han stoppede på grenen, vampyren havde siddet på før, og så ned på Taylor og smilede for sig selv, da han kunne se, han var kommet mere til sig selv.
Han rystede på hovedet og fokuserede på trækronen. Hvor fanden var det kødhoved blevet af?!

Taylor trykkede så Hoover til sig og smilte bare glad. han lå stadig ned da han krop stadig var meget svag og meget øm. det havde været en voldsom omgang for hans krop, men han var glad for at havde fundet ud af at Hoover kunne heale. lidt efter slap han sin lille bror da han endelig lagde mærke til Cians stemme. var det ham der havde lavet elle de lyde.. hvad var der egentlig sket? han satte sig helt forsigtigt op og så på Hoover med et taknemmeligt smil "vidste du godt du kan heale?" spurgte han så med det taknemmelige smil og betragtede han lillebror. han var blevet reddet af den lille møgunge, der ellers ikke virkede som en der kunne hjælpe i sådan nogle situationer, men den lille møgunge havde lige reddet hans liv og det var han dybt taknemmelig for. han så så lidt rundt og fik øje på Cian. han blev med det samme lidt vred "var det Cian der havde fulgt efter os?... hvad er der egentlig sket? har han gjort dig noget+" spurgte han så mere hægtigst og så alvorligt på Hoover

Sora så ned på den ynkelige vampyr. han var jo nærmest bare et barn helt ærlig. han kravlede længere op for at sikre sig at den nu helede Taylor ikke havde en farlig evne i ærmet som kunne gøre skade på ham.

Hoover slap endelig Taylor og så på ham med et lille smil og våde øjne. Hans smil blegnede dog, da han sagde det med 'healing'. Hoover rystede langsomt på hovedet, stadig forvirret. Var det... var det det, der var sket? Havde han virkelig... healet? Nej, det kunne ikke være rigtigt. Han var bare et menneske. Intet magikerblod i årerne.
Hans tanker blev afbrudt af Taylors stemme, da han spurgte, hvad der var sket. Hoover tørrede sine øjne i sit ærme og svarede så stille men tydeligt, "jo, altså, klippen faldt sammen over dig og så kom der en eller anden rødhåret vampyr, der bed mig, og så kom Cian pludselig og hjalp mig. Så besvimede jeg, men vågnede igen lidt tid efter... hvilket lyder lidt mærkeligt, det ved jeg godt. Men, øhm... så fjernede vi stenene og vampyren stak af og... ja," han kunne godt selv høre, det var meget på en gang. Bare det, at han var blevet bidt, kunne han ikke få ind i hovedet. Han lagde forsigtigt sin hånd på sin hals men kunne ikke mærke noget mærke fra biddet.

Cian blev stående på grenen. Hvis han gik op i trækronen, ville han højst sandsynligt blive overmandet, og det ville ikke være godt.
Han svang sine arme rundt omkring sig selv. Hans krop var altid kold, men det var alligevel ikke ligefrem behageligt at stå dér uden noget på overkroppen.

Taylor kunne godt se Hoover ikke troede på ham med hensyn til healingen, men det passede jo så det måtte Hoover jo nok nødt til at acceptere. det var dog lidt underligt han ikke selv vidste han havde den evne da han jo er dæmon. han rystede sine tænker fra sig da han hørte Hoovers stemme igen og så så op på Cian... Cian hjalp selv efter han havde sagt alt det til ham. han rejse sig op langsomt og skar lidt ansigt det det jo stadig gjorde lidt ondt i kroppen "så han hjalp til" sagde han roligt og så så ned på Hoover der holdte ved sin hals. det fik et lille smil frem "du har healende evner.. det er en stor evne at have" sagde han med et lille nik og smilte svagt il ham, hvorefter han så op på Cian "Cian... tak fordi du hjalp Hoover" sagde han roligt og med et meget lille smil.


Sora så ned på Cian og hævede øjnbrynet da han lige kunne skimte gennem grenene at Taylor var opppe at stå igen... han så lidt op på himlen. så den lille dæmon har healende evner og vampyren som åbenbart hedder Cian var forelsket i Taylor.. hn sukekde stille og tænkte tilbage på da han var i Protus, et lille suk forlod hans læber.

Hoover skar en grimasse samtidig med, Taylor gjorde det, fordi han forestillede sig smerten, han gik igennem. Han nikkede og fjernede så stille sin hånd, da han igen sagde det med healing.
Han så ned i jorden. Vidste ikke rigtigt, om han troede på det.

Da Cian hørte Taylors stemme, vendte han sig med det samme om mod ham og stirrede med store hundeøjne ned på ham.
Han vidste godt, han burde blive, hvor han var og, at han ikke burde gå tæt på Taylor, men al hans sunde fornuft forsvandt med ét og forvandlede sig til ren og skær kærlighed; han hoppede ned fra grenen, løb hen til Taylor og kastede armene omkring ham, "Taylor, Taylor, Taylor, årh, jeg var så bange for at have mistet dig! Jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, elsker dig, elsker dig!"