rejsen er først lige gået igang (forsættelse på klar til en lang rejse)

Taylor sukkede irriteret og så frem for sig med et ligeså irriteret blik. det var måske lidt synd, men det var åbenbart det eneste der virkede. han så sig ikke tilbage på noget tidspunk. han så ikke engang på Hoover. han så bare frem for sig og gik med et raskt tempo. han havde ikke lyst til at se hvordan cian så ud også fordi det måske ville opmuntre vampyren til at gå med igen og det ville han bare ikke risikere så han holdte sit blik meget bestemt og fast frem for sig.

Hoover kiggede flere gange tilbage på Cian, og det føltes næsten som om, hans hjerte gav et lille knæk hver gang. Avs...
Da han var ude for deres rækkevidde, så han på Taylor, men blikket blev ikke gengældt. Selvfølgelig, tænkte han. Taylor skulle jo være den hårde af de to. Medfølelse var ikke hans ting. Og da slet ikke for en person, han ikke engang kendte ordentligt.
Han så frem for sig og forsøgte at få billedet af Cians triste ansigt ud af hovedet, mens hans samtidig prøvede at finde på noget at sige for at bryde den akavede stilhed. Men det var ikke den nemmeste opgave.

efter et godt stykke tid ånede Taylor ud på en meget anspændt og nervøs måde. han tog sig let til hovedet og rystede lidt i kroppen. han var van til at være kold, han var jo dusørjæger. men vampyren havde jo sådan set ikke gjort noget og så var det også bare så tydeligt at mærke på Hoover at han ikke var sådan så rolig med det hele. Taylor stoppede så op og satte sig ned på hug. han måtte nød til at få sluppet kontrollen over sig selv. det havde været hårde en han havde regnet med. han sad det i lidt tid og prøvede at få ordenlig styr på sin vejrtrækning. han rejste sig så op igen og så lidt på Hoover.

Hoover stoppede op og så undrende ned på Taylor, da han havde sat sig. Havde det rent faktisk... taget på ham? Eller... nej. Var han bare træt? Ja, det måtte være det. Taylor kunne da ikke have medfølelse med den vampyr, han syntes var så irriterende. Absolut ikke.
Da han kom på benene igen og så på Hoover, tog han en dyb vejrtrækning, så væk og så så på Taylor igen, "så... er du okay? Har du brug for et hvil?"

Taylor så lidt tid på Hoover og fik et svagt smil på læberne. han rystede stille på hovedet og gik videre "jeg er okay... jeg havde bare lige lidt.. følelser jeg skulle af med" sagde han med et lille grin og rystede igen på hovedet nu bare af sig selv. han så frem for sig og havde et meget tænkene blik i øjnene "hvor langt tror du vi kan komme idag?" spurgte han så om for at få skiftete emne og fordi det var ved at blive ldt akavet det hele. han kløede sig lidt i nakken "vi skal jo også have fundet mad " forsatte han og prøvede virkelig at fp alt fokus om hvad der car sket væk.

Hoover rømmede sig og tænkte sig om, før han svarede, "cirka halvvejs, vil jeg tro," han var glad for, der blev skiftet emne, for han fandt ikke det, der var sket, behageligt overhovedet. Det var selvfølgelig dejligt at komme af med ham men... det ansigt...
Han rystede kort på hovedet, før han fortsatte, "uhm, og mad, siger du? Ja, jeg skal nok finde noget. Hvis det er, kan jeg lave svampesuppe. Så sparer vi tiden på at jage," han så spørgende på Taylor men sagde så skuffet, "nåh nej, så skal jeg jo bruge en kedel... øv."

Taylor nikkede stille. det var nok rigtigt nok med halvvejs. så var de jo ikke helt langt væk. han kørte en hånd igennem sit hår da Hoover forslog mad og skulle lige til at sige det var en god idé, men nej.. ingen kedel. Taylor sukkede stille og så lidt rundt "det ville ellers havde været smart... for jagt trækker ud... det går hurtigt sammen med Nomi, men hun er også jæger af gener... så det vil tage alt for langtid for os..." sagde han, nok mest til sig selv, men højt nok til at Hoover ville kunne høre ham. han prøvede at komme i tanke om noget nemt og hurtigt, men det var ikke lige til her i skoven. han sukkede svagt

"Hmm..." Hoover så tænkende ned i jorden og puffede til nole småsten med spidsen af sin sko, "altså... jeg har set op til flere planter her i skoven, der kan spises rå. De smager ikke særlig godt og mætter ikke så meget, men... det er mad. Vi sulter i hvert fald ikke."
Han lagde sit hoved en smule på skrå og så afventende på Taylor. Forhåbentlig var han ikke kræsen eller en af de typer, der skulle have kød hver dag.

Taylor sukkede stille men nikkede så. kedelig mad, men sådan var det jo på sådan en rejse. nogen dage godt mættene mad andre dage mad der kun bliver spist for at få noget i maven "ja det er helt fint" sagde han så endelig og så på Hoover med et lille smil "så kan vi også sove lidt længere.. måske" sagde han med et lille skulder træk og så lidt rundt på planterne der var i skoven. han var jo van til dage hvor han ikke fik mad og andre dage dårlig mad også en gang imellem godt mad. så der var ikke noget der hed kræsen i hans verden, man måtte spise det der var.

"Mhm," sagde Hoover lavt og så sig også omkring. Han kiggede på sine fødder, da han pludselig mærkede en dråbe på sin kind. Han så op på himlen, der så faretruende mørk ud, og sagde så med et suk, "jeg tror, vi får os en ordentlig skyller."

Taylor så ildt op på himlen og smilte lidt da han så de mørke skyer "det har du nok ret i... det er sikkert også fint for jeg trænger til et bad" sagde han med et lille grin og kløede sig lidt i håret. han fik en dråbe på hånden, som han efter kiggede på med et tænksomt blik "vi skal også snart have noget mere væske i kroppen..." han sagde det mest for sig selv.

"Sandt," sagde Hoover med et forsigtigt smil. Endnu en dråbe landede på ham. Og endnu en. Og en til.
Han tog sin kappe af og lagde den over sin hest, "sådan... den kan måske varme dig lidt," han klappede hende, smilede og luntede så op til Taylor igen.

Taylor så lidt efter Hoover og rystede smilende på hovedet da han så ham ligge kappen over hesten. han så lidt frem for sig med smilet siddene på læberne "nu må du ikke blive syg selv vel" sagde han venligt og smilt skævt til Hoover. han kunne sagten havde sagt nået hånene eller brokke sig, men han valgte at være venlig, for han var efterhånden blevet overbevist om at Hoover var familie og udover det, ville han gøre hvad han kunne får at bevise han var en god person.

"Bare rolig, jeg har et rimelig solidt immunforsvar," sagde Hoover med et smil og et blink i øjet. Han så derefter op mod himlen og åbnede munden for at få nogle få dråber ind - ligesom da han var et lille barn.
Dagen gik. Som Hoover havde forudset, fik de sig en ordentlig skyller, og den varede hele dagen. Jorden var blevet til mudder og tøj var blevet gennemblødt. Heldigvis fandt de en perfekt indhugning i en klippe, der kunne holde dem tørre, lige som mørket var faldet på.
Hoover prøvede at tænde et bål, men det var forgæves, da alt var for vådt og fugtigt. Derfor lagde han sig bare til at sove. Frøs, det gjorde han, men... nåh ja, han havde prøvet det, der var værre.

taylor faldt i søvn nærmest med det samme da de kom til indhulingen i klippevæggen. han sov dog ikke ret godt den nat og vågnede flere gange af lyder og fornemmelser. da solen igen stod på himlen var han helt vågen og spejderde bare rundt af den smule natur han nu kunne se. han havde set sig tættere hen mod Hoover og sad klar til at gribe sit sværd. han havde hørt flere lyde dagen igennem og turde ikke falde i søvn igen. han greb pludselig fat i sit sværd da han hørte en raslen meget tæt på hvor de var. gad vide om cian var fulgt efter dem alligevel. nej det ville de havde opdaget. han satte sig til rette igen og slap sværdet da de blev stille igen.

Hoover, der havde hvilet sit hoved på Taylors skulder, mens han sov, vågnede, da han pludselig rejste sig. Han smaskede lavt og så på sin bror, da han igen satte sig.
Han bøjede sig lidt forover og så op på himlen, "mh..." sagde han lavt, da solens stråler ramte ind i hans øjne og smilede så forsigtigt. Han så på træernes blade, der glimtede pga. regndråberne fra dagen før. Det var perfekt - rent vand, der kunne drikkes direkte fra bladene. Så blev det ikke mere luksus.
Med et højlydt gab rejste han sig op og traskede hen til et stort blad, der havde fanget hans opmærksomhed, og begyndte at drikke vandet fra det.

Taylor så lidt på Hoover da han vågnede og rejste sig roligt op, da Hoover gjorde. han lyttede til alt der kunne lyttes til og var megte på vagt. han gik lidt ud af hulen, men så han stadig stod under hule'taget'. her var smukt denne morgen og fyldt med lækkert friskt vand, men han kunne ikke nyde det som hans bror "smager det godt?" spurgte han roligt og holdte sit blik på Hoover hele tiden. pludselig begyndte klippen at ryste og brassede ned over ham.

Sora grinte svagt oppe gemt mellem en masse blade i et træ. han hoppede ned da hulen var brast samme og slyngede Hoover op mod et træ "hej knægt" sagde han koldt og så ind i den fremmedes øjen med sine blodrøde øjne. han gik helt tæt på ham, imens han trykkede ham hårdt mod træet, hvorefter han snuste drengens duft langt ned i sine lunger "mmmhh...endelig mere føde" hviskede han koldt ind i drengens øre.

Hoover nåede lige at vende sig op og råbe, "T-Taylor?!", før han blev trykket ind mod det træ, han lige havde rost så meget inde i sit hoved. Han så forskrækket ind i de røde øjne og rørte først på sig, da han blev hvisket i øret. Han fumlede med hænderne for at få fat på sin kniv og fik da også til sidst trukket den op af skeden.

Taylor lå i en lille hulning i bunken og kunne ikke røre sig. han var såret det kunne han tydeligt mærke og hans bevisthed var ikke helt klar "Hoover.." mumlede han svagt og prøvede at bevæge sig uden hel. han kunne ikke bestemme sig for hvad der lige var sket. han vidset bare der var mørkt og han havde mange smerter. der gik heller ikke mere en et par sekunder før han mistede bevstheden fuldstændig.


Sora var meget sulten og lagde derfor ikke mærke til at drengen fik trukket en kniv. han plaserede sit hovede helt tæt på hans hals og slikkede ham roligt op af halsen "bare rolig.. du ser snart din ven igen" hviskede han roligt mod hans hals, hvorefter han pressede de silespise tænder ned igennem hans tynde hud der drækkede de pulserende blodåre. han strammede grebet om drengen og sugede til sig. anden gang inden for en kort periode han havde nydt smagen af dæmon blod. han sugede blodet til sig langsomt, men meget. han havde ikke planer om at den lille unge her skulle overleve.

Selvom Hoover havde regnet ud, det var en vampyr, fik han alligevel sådan et stort chok, da han pludselig mærkede hans hals blive gennemboret, at han tabte kniven, det eneste middel, der kunne beskytte ham, for i stedet at lægge sine hænder på vampyrens skuldre. Han ville skubbe ham væk men havde allerede mistet for meget blod og gjorde derfor det eneste, han kunne gøre - han skreg af smerte.

Cian stod bag en tyk træstamme. Han havde fulgt efter Taylor og Hoover hele tiden, for han ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis der skete hans Taylor noget. Hvilket der gjorde lige i det øjeblik.
Hele hans krop var fyldt med vrede mod den nytilkomne vampyr, og han vidste, at for at redde Taylor, måtte han først af med ham.
Han så sig hurtigt omkring og fik øje på en sten på størrelse med halvdelen af hans eget hoved, som han tog op, listede lydløst hen til den rødhårede vampyr og fyrede den så i hovedet på ham.

Sora fyldte sig grådigt med drengens blod og havde ingen fokus på hvad der skete omkring ham. det var han ellers normalt, men han havde ikke fået blod i noget tid, så det var bare så tiltrængt. han gav et lille 'hmpf' fra sig da stenen ramte hans hovedet og faldt til jorden. det blødte lidt fra hans hovedet, det stoppede dog hurtigt igen. han lå stile. han var i fuld bevisthed, men ville have de fremmede til at tro han var gået ud som et lys. det var meget nemt som vampyr. han lyttede til hvad der skete omkring ham.

Hoover så på Cian med store øjne. Han var utrolig forvirret, selvom han godt vidste, hvad der skete. Det hele gik bare så hurtigt.

Cian så ned på vampyren med hovedet let på skrå og prikkede så til hans ben med sin tåspids, "jeg tror rødtoppen er bevidstløs," sagde han lettere drømmende. Han så ned på ham i et stykke tid, før han kom i tanke om Taylor og løb hen til bunken af sten. Uden at tøve gik han i gang med at fjerne dem, "Taylor... Taylor..."

Hoover løb også med men blev nødt til at stoppe på halvvejen pga. blodmanglen. Han holdte sig for hovedet i et par sekunder, før han løb videre hen til stenene og begyndte at fjerne dem.
Før bekymrede han sig kun om sig selv, men nu hvor han var i sikkerhed, kunne han tydeligt mærke de bekymrede følelser presse på. Taylor... Taylor beskyttede ham... han havde brug for Taylor... for at blive trøstet af ham og holdt om... han ville have sin storebror med det samme!

Sora åbnede roligt sine øjne, da han hørte de flyttede sig væk og havde et svagt smil på læben. de var nu meget optaget af at redde deres lille ven. han lå stadig helt stille og betragtede de to drenge der ihærdigt prøvede at få de mange klippe sten væk. han rejste sig helt lydløst op og lænte sig lidt op af træet for at få balancen ordenligt tilbage. han betragtede dem stadig. han havde fået hvad han manglede en ordenlig mængte blod. faktisk var han ret forundret over at den lille dæmon kunne holde til alt det når han havde mistet så meget blod, men det var vel adrenalinen.


taylor lå godt begravet under alle klippestenene og den smule luft der indtil videre havde holdt ham i live var langsomt ved at slippe op. han var stadig bevistløs og hørte derfor ikke deres stemmer.

Hoover kunne mærke, hvordan han mistede mere og mere energi. Hans blik var ved at blive slørret, og som han skulle til at tage et stort stykke klippe op, knækkede han sammen og var nødt til at læne sig op ad stykkerne.

Cian havde travlt med at fjerne stykke efter stykke, mens han med en klump i halsen gentog Taylors navn. Han kunne se, Hoover var stoppet, hvilket irriterede ham, selvom han udmærket godt vidste, det var pga. blodmanglen. Endelig kom en albue til syne mellem de mange stenstykker. Så en hånd. Så resten af armen.

Sora smilte skævt da dæmonen gav op. det var også på tide han ikke kunne holde til mere. han selv havde samlet sin energi igen og det hjalp meget ed dæmon blodet der mættede ham. han stod stadig helt lydløst for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, selvom den anden vampyr nok vra for optaget af at få grave den sidste dæmon op fra stenbunken. da armen dukkede frem sprede sig en dejlig duft af dæmon blod. han levede stadig, men godt kvæstet og meget blod. dette vil den vampyr da ikke kunne holde ud.


Taylor var stadig bevistløs. man kunne se bare på hans arm at han var godt kvæstet og der var nu blod på stenene der lå ovenpå ham.