så skal der findes et skib //forsættelse af rejsen er først lige gået igang//

tayson rejste stadig på hesten da de kom til protus, da han stadig var lidt svag, da de ikke ligefrem havde fået ret meget mad. sp det havde været svært for ham at samle kræfter til at rejse selv. han steg dog af hesten da de kom ind i den lille fisker by "vi burde finde lidt mad før vi tager videre..." sagde han roligt, imens han støttede sig til Riana. da det var ved at blive aften, var der ikke mange mennesker på gaden, men der var da nogle få boder der stadig var åbne.

Bag en af boderne sad Kaya. Hun var træt og udkørt, efter at hun havde vandret fra hendes skjul på stranden til fiskerbyen Protus. Nu sad hun sammenkrøbet, og tyggede på et fiskehoved. Hun havde ikke koncentration til at stjæle noget, så i stedet havde hun fundet nogle kasserede rester. Gabende tyggede hun sig igennem det seje rå kød, mens hun betragtede et par menneskelige skikkelser i mørket, få meter fra hende.

Hoover skulle til at sige, at det ikke var nødvendigt, da hans familie kun boede få minutter væk derfra, men han kom til at tænke på, at de nok ikke havde meget mad, så måske var det alligevel smart at spise lidt inden.
Han så hen på en tilfældig bod, der solgte brød og fandt nogle mønter frem fra sin pose, "vent her," han gik derhen og købte to tørre brød for 5 kobbermønter.

Cian stod ved siden af hesten og stirrede bare forelsket og forførende op på Taylor, mens tanker om ham uden særlig meget tøj på fyldte hans hoved.

Taylor så efter Hoover med et lille smil og så så på Cian "please stop med at kigge sådan på mig" sagde han bestemt, da det begyndte at blive alt for ubehageligt. det var ikke ligefrem rart en dreng stirrede sådan på ham. han så lidt rundt i byen og så rundt på de få der var i byen. dog fik Hoover hurtigt hanns koncentration da han tænkte på mad igen. han trængte virkelig ttil noget mad

Kaya betragtede de snakkende nær hende. Hun fandt dem med ét interessant.
Burde hun sige noget? Nærme sig. Hun blev ramt af en nervøsitet, der passede perfekt på hendes natur. Hun undgik altid at interagere med andre, med mindre det var højst nødvendigt. Men i et kort sekund glemte hun så alt dette, og bevægede sig, af nysgerrighed og en flugt fra ensomheden, hen til dem. Hun så på dem, og fortrød straks da hun følte hun forstyrrede. Alligevel nikkede hun, som en hilsen.

Cian smilede bare endnu bredere af Taylors kommentar, der bare forstærkede hans lyst til ham.
Pludselig havde en pige begivet sig hen til dem og stod nu bare der. Cian greb hurtigt fat i Taylors underarm og knurrede af den fremmede, "Niks, denne her er min."

Hoover gik tilbage og rakte brødet til sin bror, da han fik øje på en rødhåret pige, der stod ved siden af dem. Han kiggede først lidt forvirrede på hende men tvang så et lille smil frem, "uhm... Halløj."

taylor så den rådhårede tøs og smilte skævt og charmerende til hende, som dog hurtigt blev afbrudt af Cian og Taylor så på vampyren med et vred blik "Cian jeg er ikke din...og pigen hilser jo are på så slap af!" sagde han bestemt og træk sin arm til sig med et hårdt ryk, hvorefter han så på rødtoppen "jamen goddag frøken kan vi hjælpe med noget?" sagde han venligt imens han tog imod brødet fra Hoover. Taylor havde jo bare været sammen de to drenge og Nomi, så det var rart at møde en fremmed pige det havde taylor da savnet lidt.

Kaya gik et skridt tilbage, forundret over det postyr hun så hurtigt havde skabt. Mærkede en fornemmelse af fjendtlighed fra Cian, men følte sig alligevel draget.

Hun rystede på hovedet, og så op på Taylor. ''Nej, ikke som sådan'' Kaya mærkede hvordan hendes kinder blussede op. Hun plantede blikket på hendes fødder. ''Jeg var vel bare nysgerrig'', fortsatte hun så. ''Hvor er i på vej hen?'', spurgte hun undrende. ''Hvis jeg da må vide det'', tilføjede hun så med et nervøst grin.

Den ene hånd greb fat i en tot af det ildrøde hår, som hun snoede om den ene finger. Hun skulle bare have blevet i sit skjul.

Cian stirrede op på Taylor med store, triste øjne uden at få så meget som et lille blik tilbage, hvilket fik ham til at presse sit ansigt ind imod hestens side, mens han sagde en masse beklagende lyde.

Hoover løftede et øjenbryn, da han blev ignoreret. Han så frem og tilbage fra pigen til Taylor og kunne så ikke lade være med at blive lidt irriteret over, at Taylor bare sådan glemte alt om rejsen, bare fordi en køn pige dukkede op.
Han valgte, at lade ham om snakken, da han nok var mest interesseret i hende, og hun nok var mest interesseret i ham. Hmpf...

Taylor så på kort på Cian og rystede lidt på hovedet af ham, hvorefter han så på en rødhårede pige med en venligt smil "vi er på vej til Insula.. mig og min bror Hoover her" sagde han imens han træk Hoover hen til sig "og jeg er taylor.. storebroderen" sagde han med et lille grin og rækte sin hånd frem som en hilsen. han ville jo bare være venlig ik? men hun var nu også meget flot og sikkert rigtig sød. han smilte charmerende til pigen da han sagde "hvad skal du så?"

Hun så rundt på de tre, hvorefter der bredte sig et smil på hendes porcelæns hvide ansigt, der stod i så fin kontrast til det røde hår. Hun trykkede blidt Taylors hånd, men hans charmerende smil gjorde, at hun skulle kæmpe for at få ordene frem.

''Insula? Så skal i vel sejle'', sagde hun stille og kastede et blik på vandet, der prydede horisonten. ''Hmm, spændende'', fortsatte hun så med et fjernt udtryk i blikket.

Kaya rømmede sig. ''Jeg skal ikke noget bestemt. Kun hvad jeg selv vil, faktisk'' Hun sendte flokken et sødt smil, der viste at hun var tilpas stolt over den sætning hun havde formuleret.

Cian rykkede sit ansigt en enkelt centimeter væk fra hesten, så han kunne se, hvad der skete ud af øjenkrogen. Da den fremmede pige trykkede Taylors hånd, slog han med et beklagende piv sin hånd ind i hesten side, hvilket fik den til at vrinske surt.

Hoover rykkede sig væk fra Taylor, efter han var blevet trukket hen til ham og begyndte så at spise sit brød, mens han surmulende kiggede op på den skyfrie himmel, der var ved at blive godt mørk.

Taylor lyttede til det pigen sagde og skulle lige til at svare da Hoover rykkede sig væk. det fik Taylors opmærksomhed. han så lidt tid på sin bror. hvad var der mån med ham? kunne han ikke lige være lidt høflig.. taylor sukkede og så på pigen igen "ja det skal vi og snart... vi har lidt travlt" sagde han så, da han jo sadig var bevidst om deres rejse og de skulle finde et skib hurtigt, så de kunne komme videre "det lyder... frit.. friskt" sagde han med et lille grin. men han var tydelig anspændt over sin brors opførsel. Taylor tog en bid af sit brød.

Travlt? Mon Kaya kunne hjælpe. Hun var som sagt håbløs til at skabe sociale relationer, men når hun nu endelig havde vovet sig til en samtale, kunne hun da ligeså godt gå hele vejen, og hjælpe dem godt videre. Også alligevel... Venligheden strålede ikke just ud af hverken Hoover eller Cian. Og hvordan skulle hun også kunne hjælpe? Håbløse, hjemløse pigebarn.

''Jeg kan måske hjælpe!'', fik hun nu nervøst pippet alligevel.

Hun følte nu en enorm trang til at grave sig dybt ned i jorden, og aldrig komme op igen. Hun krummede tærene sammen og pressede neglene ind i hånfladerne. Så hårdt at det gjorde ondt. Hvorfor var hun også så ivrig lige pludselig? Det lignede hende slet ikke det fjerneste.

Hoover ville helst bare hjem og sagde kort, "du kan ikke rigtig hjælpe. Vi skal bare hjem til mig og sove så--"

Cian stillede sig i tydelig forsvarsposition foran Taylor og lagde armene over kors, idet han lænede sig en smule forover og så ned på den lave, rødhårede pige, "ja, så smut, lille pige. Vi er ikke interesseret."

Selv Hoover syntes det, Cian sagde var lidt for hårdt. Hun ville trods alt bare hjælpe. Han så ned og rømmede sig lavt, før han så på hende, "men, altså... som min bror sagde, skal vi med et skib i morgen. Ved du, om vi kan komme på et skib på en billig måde?"
Han regnede ikke med, hun vidste det, men han ville ikke være medskyldig til, at hun blev ked af det, så han forsøgte at være venlig.

Taylor tænkte lidt over ehndes spørgsmål, men nåede ikke at svare før Hoover kom med den lidt hårdte melding og derefter Cian der kom som den belastende vampyr han nu var og blandede sig. han gav et tungt suk fra sig og fjernede Cian så han kom til at stå bag ham "undskyld fpr Cians uhøflighed..." sagde han undskyldende og så så på Hoover da han hørte hvad han sagde, hvorefter han nikkede "ja det kan du hjælpe med.. hjælp os med at finde et skib det vil være godt" sagde han så glad og smilte skævt til pigen. hun virkede utrolig nervøs og det var tydeligt hun ikke var stærk socialt, men det gjorde vel ikke noget vel? han så så glad på Hoover "det var en god idé" sagde han med det skæve smil .

Fantastisk! Nu var hun virkelig på dybt vand. Hvordan kunne hun hjælpe med at finde et skib? Hun kunne selvfølgelig stjæle et, og med hendes evner ville det ikke kræve så meget. Men det var risikabelt. Hun var et bekendt ansigt i byen, siden det var et sted hvor man nemt kunne skaffe mad.
''Hvis i rejser i morgen, kan jeg nok godt finde et inden da'', mumlede hun stille. Hun så på hesten. ''Skal den med?'' En stor flok mennesker OG en hest... Så ville en jolle i hvert fald ikke gå an.
''Jeg kender mange af fiskerne, der holder til ved havnen''
Hun undlod at fortælle at hun kun kendte dem, fordi hun stjal deres fangst i ny og næ.

Hoover tog et hurtigt kig på Raina, der så noget træt ud, og så tilbage på pigen, "nej, hesten bliver her i byen."
Det var pænt af hende at hjælpe, men han havde svært ved at tro på, at hun kunne finde et skib, de kunne sejle med. De personer, der rent faktisk var rige nok til at have sit eget skib, plejede ikke ligefrem at være hjælpsomme eller gavmilde.

Cian stod med en ubegejstret trutmund, fordi han var blevet smidt ud af samtalen på den måde og søgte med det samme trøst hos Taylor ved at ligge armene om ham bagfra og nusse sin kind op af hans ryg.

Taylor smilte stort over det hun sagde og så på Hoover "se... det vil jo hjælpe... så bliver det både lovligt og med gode mennesker" sagde han.. han syntes godt nok det lød underligt i forhold til hvordan pigen så ud og havde da også sine mistanker. han så så på pigen igen med et venligt smil "ikke sandt?... lovligt" sagde han så mere bestemt. det var noget af det vigtigste, loven skulle følges. han hævede hovedet lidt da han mærkede den kolde krop mod sin og så lidt på hænderne der nu lå på hans mave. han tænkte lidt over det "Cian...slip" sagde han roligt og så med et svagt smil om mod vampyren.

''Ehm.. Jo da. Lovligt. Det skal jeg nok kunne klare.''
Kaya kunne mærke alt blodet forsvinde fra hovedet, og ned til de små fødder. Så måtte hun vel spørge dem hun kendte i byen. Eller bare stjæle meget diskret. Nej! Det gik ikke. Hvis det blev opdaget, ville hun bare miste hendes nye bekendtskaber.

''Men vi kan vel bare mødes så...'', sagde hun og prøvede at lyde selvsikker. Hun blev med ét meget bevidst om, at hun var hjemløs. Hun følte sig mindre vær. En følelse der sjældent dukkede op, men når den endelig gjorde, foragtede hun den.

Kaya lod et lille grin undslippe, da hun kom i tanke om, at hun ikke havde præsenteret sig ordenligt. ''Jeg hedder forresten Kaya. Kaya Lumina''
Hun sendte hele flokken et sødt smil, mens hun så på dem med strålende grønne øjne.

Hoover gengældte forsigtigt hendes smil og brød sig mere og mere om hende. Det var mere Taylor, der virkede lidt upålidelig, når han bare sådan glemte alt andet bare, fordi en pige kom forbi. Dumme skørtejæger, pff...
Han følte, han skulle sige noget, så han gav hende et håndtryk og sagde med et lidt mere troværdigt smil, "jeg hedder Hoover," smilet forsvandt dog hurtigt. Han trak sin hånd til sig og så akavet ned i jorden, "og det har Taylor allerede sagt... undskyld..."

Cian blev overrasket, da Taylor smilede til ham, og hans krop smeltede med det samme, og et par sekunder efter sad han på jorden og holdte kærligt fast om hans ben, mens han spandt, "Taylie...~"

Taylor så lidt på Hoover da han præsenterede sig. det var rart at se han blev idt mere høflig, da Taylor syntes Hoover havde været lidt for uhøflig.. han så så på Kaya igen med et venligt charmerende smil "ja så har du vidst alle navne.. eller ja den lille mide der hele tiden sidder på mig hedder Cian.." sagde han med et lilel skulder træk. da Cian så tog fat i hans ben forsvandt smilet helt. han så ned på vampyren der nu klamrede sig til hans ben. et lille suk forlod Taylors læber "Cian.. du skal slippe mig helt" sagde han mere irriteret, da det begyndte at irritere ham rigtig meget han skulle være så omklamrende.

Kaya lo af Taylors kommentar. De virkede pludselig ikke så skræmmende mere. Hun var ganske stolt over sin modige handling: Lære et bundt fremmede at kende. Det var langt mere modigt, end at slås og stjæle, i hendes øjne. Det glædede hende at se, at Hoover kunne fremtvinge et smil. Det var pænt, selvom han var køn i forvejen, med sit sorte pjuskede hår.

Taylor virkede utrolig høflig, som han stod der. Kaya blev varm i kinderne. Hun var overbevist om, at han godt vidste hvilken effekt han havde.

Hoover så ned på Cian og kunne ikke lade være med at smile lidt over hvor irriteret, Taylor tydeligvis var på ham. Han så derefter på sin bror og så på pigen, der virkede til at være rimelig opslugt af hinanden. Irritationen kom tilbage; han var ikke engang sikker på hvorfor.
Han brød stilheden med en lav rømmen uden at tage blikket fra hende og sagde så, "hvem er du egentlig? Jeg bor her i byen og, ja... jeg har aldrig set dig før."

Cian holdte fast og begyndte at nynne lavt, mens han bed i Taylors bukseben, fuldstændig upåvirket af hans irriterede tone.

Taylor så ned på Cian og knurrede svagt "Cian giv sip" sagde han mere surt og prøvede at få sit ben til sig. en gang imellem så han på Kaya med et let undskyldende smil, hvorefter han igen vrissede af Cian. dog stoppede han lige så snart han hørte sin brors stemme.. han så lidt på Hoover, hvorefter han så vente blikket på Kaya. det var jo en lille by, så de fleste burde havde set hinanden før og de fleste gennemrejsende kunne være kriminelle. han lagde hovedet på skrå pg så på rødtotten, med et mistænksomt blik. hun var jo tideligvis hjemløs og hvis Hoover ikke havde set hende før måtte hun vel være ny tilkommende. det virkede meget mistænkeligt efter hans mening.. han var jo trods alt dusørjæger og han kunne ikke tag kriminelle.