endelig fred og ro

"... Udsætte... Mig selv for... Hvad?" spurgte han stille mellem let klaprende tænder.

"du vidste jeg manglede meget blod og du burde også havde vidst hvis jeg skulle drikke dit blod vil det være rigtig meget... hvorfor vil du udsætte dig selv for det?.." sagde han roligt og så hen på den frysende engel

"Fordi... Det hjælper... Dig." forsigtigt rykkede han tættere på bålet, i håb om at det hjalp. "... Jeg betyder ikke nær så meget."

Sora rystede stille på hovedet "du ved jo intet om mig.. du kender mig ikke, du kender ikke min historie og jeg har indtil videre behandlet dig dårligt... hvordan kan du sige du ikke betyder nær så meget?... du aner da ikke om du er mere værd end mig..."

"Fra... det øjeblik jeg så dig... Var du vigtigst." sagde han stille.

Sora syntes næsten det lød som en kærligheds erklaring hvilket han ikke rigtig brød sig om "og det er fordi du er en skytengel at du fikk det sådan da du så mig?2 spurgte han roligt.

Han nikkede stille. "Sådan er det for... Os alle..."

Sora rystede stille på hovedet "gud har virkelig straffet jer" sagde han imens han stirrede ind i ilden

Han rystede let på hovedet, smilede svagt. "Nej... Det er en velsignelse." det ka godt være han ysisk havde det skidt, men psykisk... Han havde aldrig følt sig så levende.

SOra rystede lidt på hovedet "som sagt du er ikke rigtig klog" sagde han roligt og fandt et stykke stof frem for sin jakke og band det om tegnet på sin håndled.

"Kan godt være..." et svagt smil og han lukkede igen øjnene, stadig næsten helt gemt af sine store vinger.

Sora grinte kort og rystede idt på hovedet. han sagde ikke rigtig noget det var for mærkeligt dette her. efter lidt tid sagde han så nget igen "jeg synes du skal lægge dig til at sove, du mangler kræfter så en god søvn vil hjæpe dig"

"Først når jeg har fået varmen igen..." mumlede han, og rykkede igen en lille smule tættere på bålet, så tæt han turde nu han havde vingerne ude.

Sora lagde hovedet på skrå "ja... varme kan jeg ikke hjælpe dig mere med... " sagde hn roligt og træk på skuldrende. han selv var ikke rigtig så bevidst om kulde og varme, andet en at andre en vampyre kunne havde brug for varme.

Det varede en rum tid, men til sidst frøs han ikke længere... Og fik lagt sig til at sove, stadig med sine vinger om sig, nærmest som et stort tæppe.

Sora sp lidt tid på ham og sukkede roligt. det meste af natten sad han bare og stirrede på bålet, som det udviklede sig fra flammer til gløder. da der ikke var længe til solen skulle til at stå op rejste han sig stille op 2jeg ved du finder mig igen... men jeg må jo prøve" sagde han roligt og begyndte at gå, han måtte af med den engel. han kunne jo ikke selv leve med ham på nakken hele tiden.