En rolig aften eller?

Taylor sad ved sig selv ved en af de lidt mere mørke belagte borde, men en godt krus øl foran ham. det havde været en lang med meget arbejde og slet ikke nok i betaling. han tog kruset op til sine læber og tog en ordenlig slurk, hvorefter han rømmede sig lidt og stilte kruset ned på bordet igen. der var mange inde i Kroen denne aften og der var godt gang i den. flere fulde mænd der spillede terninger og kort spil imens de prøvede at snøre sig ind på kro pigerne. Taylor rystede lidt på hovedet med et lille smil på læben. han havde virkelig lyst til at spille terninger, men han ville ikke risikere den smule penge han havde tilbage, for ellers ville han ikke kunne få mad. igen tog han kruset op til sine læber og tog endnu en slurk. kruset var kun halv fyldt nu, så den røg ret hurtigt ned. det var han nu ikke helt tilfreds med for han havde ikke råd til mere. med et lille suk purrede han lidt op i sit pande hår og betragtede det fulde mandskab der sad og fyldte i hele kroen.

Det var sent på aftenen. Hoover gik ind på kroen efter at have brugt hele dagen på at finde folk, der ville købe de fisk, ham og hans far havde fanget. Han havde heldigvis fået solgt dem alle. Ikke fordi det var mange. Fangsten havde ikke været god, så der var ikke nogen penge til overs, han kunne bruge på mad, drikke og et værelse, hvor han kunne sove i.
Derfor gik han rundt til de forskellige mennesker og forsøgte at finde et par småmønter i deres lommer - desværre uden held. Efter at være blevet skræmt væk af nogle mænd med utrolig store overarme, fik han øje på en mand, der sad alene ved et bord. Han så ikke fattig ud. Og han drak.
Efter en dyb indånding gik Hoover derhen, og lod som om han tabte sin (tomme) pung ved siden af ham og fik lige sneget hånden ned i hans lomme, hvor han kunne mærke et par mønter.

Taylor så en dreng komme ind i kroen, ikke en han havde set før. derfor fulgte han den fremmede med blikket og lagde godt mærke til hvad han lavede. et lille smil bredte sig på hans læber.. virkelig dette var jo en god mulighed for at få lidt ekstra penge på. han så ned på sin øl, da han så at drengen opdagede ham. Taylor sad først bare at lade som ingenting. drengens hånd smuttede ned i hans lomme og med et hurtigt og hårdt greb fik han fat om drengens håndled "nu skal du passe på hvem du sjæler fra knægt..." sagde han overlegen, men smilte venlidt til ham. Taylir fik trukket drengen ned og sidde ved siden af sig "du ved aldrig hvem der er pludselig vil tage alle midler i brug for at gå penge for dig" grinte han lavmælt og tog kruset op til sine læber, hvorefter han fik hældt det sidste øl i sig. så så han på den unge knægt, stadig med det hårde greb om hans håndled. det var nok ikke mange mønter han kunne få for den lille knægt, men lidt kunne man altid få for en lille simpel tyv.

Hoover blev forskrækket, da den fremmede mand greb fat om hans håndled, og han blev trukket ned at sidde. Det tog lidt tid for ham at opfange, hvad manden sagde, fordi han ikke vidste, om han var utrolig sur (pga. det hårde greb) eller venlig (pga. smilet), indtil han sagde det med at få penge for ham.
Han tvang en lille, nervøst smil frem og prøvede at hive sit hånd til sig, "ja, det... det ville være forfærdeligt, ville det ikke? At lade sådan en ung dreng ryge i fængsel for sådan en lille, ubetydelig ting... ikke?"

Taylor grinte svagt af knægtens kommentar og rystede stille på hovedet "ser du... som dusørjæger er man ligeglad med alder, personlighed eller eventuelle grunde til at deres forbrydelse var okay... det eneste det handler om er pengene... men det kender du vel godt ikke..tyv" sagde han med en let latter og et tilfreds smil. ja det var vel synd for drengen hvis han skulle i fængsel i den alder, men Taylor manglede selv penge. han så lidt på drengen med et studerende blik. der var nu noget bekendt ved den fremmede knægt "hvad hedde du?" spurgte han så af ren privat nysgerrighed og blev ved med et studerende ham grundigt med øjnene. knægten mindede ham altså om ind han havde set før, men hvem og hvor?..

Hoover så med store øjne på den mørkhårede mand ved siden af sig og fik en klump i halsen, da han hørte, at han var dusørjæger. Hvor uheldig kunne man være?
"Jeg er ikke en tyv!" begyndte han at protestere, da han pludselig blev stillet et spørgsmål. Han burde nok ikke svare, da det bare ville gøre dusørjægerens arbejde nemmere, hvis nu han stak af, men det ville heller ikke ligefrem gavne ham at lyve. Han så på sin hånd, der blev holdt fast om mumlede, "Hoover..."

Taylor rystede lidt på hovedet og så lidt tid på ham. ikke tyv? knægten prøvede at nakke hans mønter og det er tyveri aka tyv. et lille opgivende suk lød fra hans læber, men lige da han hørte navn stramte han endnu hårde om knægtens håndled "hoover... hmm" det var tydeligt at Taylor sad og tænkt over navnet. det var som om hans person ændrede sig for pludselig trak han knægtens håndled op så han kunne så og trak ærmet væk.. Taylor stirrede længe på håndledet. mærket.. det kunne ikke være. Taylor så lidt på hoover og så ikke ligefrem glad ud, mere forvirret og hidsig "hvor er du fra?!" sagde han mere vred. det mærke var ikke et mærke alle rente rundt med. Taylor kendte det mærke bedre en nogen anden i dette land.

Hoover lavede en smertefuld grimasse, da den fremmede strammede grebet om hans håndled, og underlige tanker begyndte at flyve gennem hans hoved. Hvad nu hvis han slet ikke var dusørjæger? Hvad nu hvis han var en eller anden psykopat? Tænk nu hvis han havde et torturkammer?!
Hans tanker blev afbrudt af endnu et spørgsmål og en intens stirren på hans håndled, "det... jeg..." han var begyndt at blive seriøst bange og tog derfor sit snit til at trække sin hånd til sig, rejse sig og løbe længere ind i baren, ind i menneskemængden.

Taylos prøvede at gribe ud efter hoover da han slap fra fra hans greb "nej vent du.." råbte han efterfulgt af en irritabel mumlen. roligt rejste han sig op og gik med rolige skridt mod mennesker mængden. med et meget opmærksomt blik prøvedet han og finde den lille knægt blandt alle de mennesker. dette ppassede Taylor rigtig skidt for det mærke generede ham rigtig meget. der gik dog ikke meget mere en nogle få øjeblikke før at fik øje på hoover igen og stoppede så op, imens han mumlede nogle utrydelige ord. to mørke hænder dukkede på fra gulvet og greb fast om hoovers ankler kun lige nok til at han ville falde, derefter forsvandt hænderne ned igennem gulvet igen så ingen ville ligge mærke til ham. med rolige skridt gik Taylor hen til hoover og trak ham op i kraven "nu følger du med mig og samarbejder... hvis du svare på min spørgsmål så skal jeg nok lade være med at aflevere dig til vagterne" hviskede han hisigt til lnægten og så meget alvorligt på ham

Hoover havde indfundet sig godt blandt de mange mennesker og følte, at han var godt camoufleret. Efter et stykke tid troede han den mærkelige mand var gået og åndede lettet ud. Lige idet han overvejede at gå udenfor for at finde et andet sted at sove, mærkede han noget underligt ved hans fødder, der nærmest tacklede ham, så han faldt.
Han nåede kun at ømme sig en smule, før han blev trukket op i kraven, "avavav..." det var manden igen, og Hoover ville bare væk. Ud derfra. Og derfor gjorde han det eneste, han kunne gøre; svarede, "Protus. J-Jeg bor i Protus..."

de havde fået skabt sig en del opmærksomhed fra de andre i kroen og det havde taylor lagt mærke til, så da hoover svarede, så han vredt på ham. denne samtale skulle ikke ske i dette lokale. Taylor kom i tanke om han havde lejet et værelse i kroen en nats tid og det ville være et oplagt sted at få fred. det skulle også være nu for Taylor fik kort øjenkontakt med kromutter der tydeligvis var meget vred over denne situation. et undskyldende smil fløj over til hende, hvorefter han igen så på hoover. han tog fat i hans håndled igen og trak ham med op af trappen i kroen, op til det slidte gamle værelse han havde lejet. han fik fumlet døren og trak knægten ind på værelset, hvorefter han lukkede døren og låste. et lille suk forlod ham imens han lagde den gamle nøgle ed i sin lomme og så over på hoover "protus?... er det der du kommer fra... er du blevet født der?" spurgte han utålmodigt og utålmodig var han i stor grad. det var første gang siden han kom til Silverstain at han havde set det mærke der var på drengens håndled.

Hoover blev ved med at komme med små, beklagende lyde efter at have svaret på spørgsmålet. Da hans krave endelig blev sluppet, blev hans allerede ømme håndled igen grebet omkring, og afsted blev han trukket, indtil han stod på et lille, snavset værelse.
Han så forvirret og nervøst på den fremmede (efter at have indset at han ikke kunne komme ud nogen steder) og svarede så efter lidt stilhed, "det ved jeg ikke... jeg... mine forældre fandt mig..." hvorefter han så ned på det støvede trægulv.
Det var ikke, fordi han havde svært ved at tale om emnet, eller han syntes, det var pinligt, at han var deres uægte søn, men det føltes bare underligt at stå og fortælle det til en vidt fremmed person.

Taylor stirrede lidt tid på hoover hvor han bare sto dhelt stille, pludselig gik han hen til det eneste vindue der var og trak de snavsede gadiner for og tænder derefter et lille næsten færdig brandt starinlys, då der var lidt lys på værelset og så så hen på Hoover igen "okay... så du har ingen anelse om hvad det er for at mærke du har der på håndledet" spurgte han hurtigt og nikkede mod knægtens håndled. hvis han nu ikke vidste noget om mærket, hvis nu han faktisk var familie? hvad nu hvis det var den bror hans forældre aldrig ville ssnakke om? Taylor rystede hurtigt på hovedet og sukkede dybt, hvorefter han kørte sin hånd igennem sit hår og fik trukket stoffet om hans hovedet med i bevægelsen. han så lidt på stoffet og lagde det på bordet. hele tiden var han bevist om han ikke vidste sit eget mærke, for lige nu var han ikke klar til at ville konfrontere Hoover med alt det, lige nu ville han egentlig bare have svar.

Hoover løftede igen sit blik og så på den mørkhårede mand, "... det er et modermærke. Jeg har altid haft det."
Spørgsmålene blev mere og mere mærkelige. Hvorfor ville en fremmed vide, hvad han hed, hvor han boede, hvor han stammede fra samt spørge ind til hans modermærke? Det var... bizart. Han kunne snart ikke mere. Han var bange for, hvad der skulle ske, og havde hele tiden sin frie hånd lagt på skeden, så han hurtigt kunne få sin kniv frem, hvis manden prøvede noget.

Taylor rystede lidt på hovedet og træk hoovers håndled op så han kunne se "okay du ved intet om dig selv retter sagt" sagde han lettere irriteret og slap drengens hånd, hvorefter han gik tænktsomt rundt i værelset og mumlede irritabelt. sådan gik han i et godt stykke tid hvorefter han så pludselig sloppede op og så lidt tid på Hoover. skulle han vidste knægten sit eget mærke? eller ville det være dumt. Taylor sukkede dybt og træk så sit ærme op og vidste den ellers så fremmede dreng hans mærke. mærkerne var identiske "det er et familie mærke... og ingen andre en min familie bære det mærke" sagde han så utrolig rolig i forhold til hvad han egentlig var, for inden i var han slet ikke rolig. dette kunne være familie...

Hoover stirrede med et løftet øjenbryn på manden, da han begyndte at gå rundt i rummet. Det ligede, han grublede over et eller andet. Hoover kiggede på døren ud af øjenkrogen, selvom han godt vidste, den var låst. For helvede... hvad ville den fyr?!
Han rettede først sin opmærksomhed mod den fremmede igen, da han nærmest fik stukket hans håndled op i ansigtet, "huh?" han kiggede på mærket, der lignede hans eget på en prik.
Først gjorde han store øjne og var ved at blive overvældet af en masse forskellige følelser og tanker omkring, at han måske kunne møde sin familie, men de følelser blev hurtigt erstattet af mistro.
Han greb hurtigt fat i mandens underarm og gned på mærket for at se, om det var falsk. Men det gik ikke af. Talte han sandt...?

Taylor sukkede opgivende da hoover prøvede at gnide mærket væk, det fik Taylor til at trække sin arm til sig "det er et familie mærke" brummede han irriteret for sig selv. havde de nu en tyv i familien? helt ærligt. Taylor gik hen til dem gamle og rimelig ødelagte seng, som han satte sig på den på begravede sit hoved i sine hænder og udgav et ordenligt suk "han kan da ikke være familie... jeg var den sidste der blev født.. ik? de har ikke fortalt mig om andre... men hvem er han så han er hvertfald ikke ældre end mig" mumlede han for sig selv og endte med at se hen på Hoover. han lignede nu meget, men kunne det passe? og hvis det passede hvorfor kendte han ham så ikke og hvorfor havde han ikke hørt om ham før. Taylor sukkede opgivende "jeg ved ikke rigtig.... du kan kun få det mærke hvis du var en del af min familie" sagde han så tænktsom, imens han så studerene på drengen.

Hoover så på manden, der gik hen til sengen og begyndte at mumle utydeligt. Hvor var han dog sur og irriterende, den fyr. Sikkert sådan en person, der var blevet forkælet gennem hele livet. Pff!
Pludselig kiggede manden op og snakkede igen til ham, og Hoover løftede sit hoved en smule for ikke at vise svaghed, da han henkastet svarede, "jamen, så er jeg måske din... mors fars søsters kusines datters fætters halvbrors mors fætter eller noget den stil. I hvert fald noget langt ude."
Han nikkede overbevist af sin egen udtalelse, selvom det bekymrede ham en smule, at de lignede hinanden så meget. Hårfarven, øjenfarven, ansigtstrækkende... det var lidt uhyggeligt.

Taylor rystede stille på hovedet af ham og lænte sig tilbage så han lå på sengen "nej for der er aldrig blevet talt om dig.. jeg er den yngste...og dem så langt ude vil ikke se ud som du gør.." sagde han tænktsomt og stirrede ud i mørket, hvorefter han sukkede og lukkede sine øjne "du har mors øjne...ligesom jeg har" sagde han op givende. det var for tydeligt til at kunne lyve over for sig selv det ikke kunne passe. "mmmh.. men hvorfor har jeg så aldrig hørt om det. hverkend fra mor eller far... ingen" mumlede han irritabel. han kunne virkelig ikke overskue dette her, det var for underligt at de kunne være en forsvundet bror der stod på dette værelse lige nu? Taylor kunne ikke rigtig overskue alt dette, det blev en smule meget på engang-

"Hva'...?" sagde Hoover forvirret, men den fremmede blev bare ved med at snakke. Han knyttede sine næver og sagde så lidt højere, "lige et øjeblik, altså! Antyder du uden videre, at vi er brødre? Chancerne for det er minimale, og... og så meget ligner vi altså heller ikke hinanden," løj han til sidst.
Det hele var lidt for overvældende. Det kunne sagtens være, at de var i familie men... brødre ligefrem?

Taylot satte sig op og stirrede lidt tid på knægten som tydelig prøvede at lyve for sig selv "hør her jeg er heller ikke ligefrem glad for det her... men du ligner ikke nogle andre fra familien end mig og... min mor.. og lidt far.. men ikke meget... argh det er lige meget, du skal med mig til Insula.. der bor min mor lige nu... også må hun afgøre hvem du er, okay!" sagde han små vredt og virkede ikke ligefrem som om det var noeget der glædede ham. det ville være en rejse der vil tage sin tid.. og det vil komme til at koste en del, så Taylor skulle virkelig have skaffet sig nogle flere penge før de bare kunne komme til Protus, for han nægtede at gå. de manglede heste. han rejste sig stille op "har du en familie et sted der kan låne os penge?" spurgte han så og de var tydeligt han vat ligeglad med om Hoover ikke havde lyst til at tage med, for det valg kunne han ikke tage, Taylor bestemte lige nu.

Hoover åbnede munden og skulle til at protestere. Insula? Øen, Insula? Så skulle de jo sejle og alt muligt! Han ville ikke til Insula og slet ikke med den idiot!
Da penge kom ind i samtalen, blev han dog hurtigt mere fokuseret på det, "min familie har ikke så mange penge for tiden. Vi fanger ikke så mange fisk," sagde han med et mopset og lettere barnligt ansigtsudtryk og fortsatte så, "så... så vi kan ikke spilde de penge, vi har, på sådan noget. Jeg beklager." Han tilføjede kun det sidste, fordi det jo var mulig familie, der stod foran ham, og han allerede havde været uhøflig nok mod ham.

Taylor sukkede opgivende og rystede på hovedet "vi låner og så for de det dobelte tilbage... min.. eller mor kan vil betale det dobbelte" sagde han så da det var vigtigt for ham der her. penge skulle ikke stoppe ham, det gad han ikke. og den lille knægt skulle ikke have lov bare at gå sin vej, dette ville taylor have svar på og det skulle være nu "vi skal afsted og sådan er det, din familie skal nok få pengene tilbage i det dobbelte.. okay12 sgde han små irriteret. han forstod da godt de manglede penge, men derfor kunne de godt åe dem ud for at få mere tilbage, det ville jo kun være klogt.

"Jeg ved ikke..." sagde Hoover lavt. Han tænkte situationen igennem i sit hoved. Hvad skulle han sige til sin forældre? At de bare sådan skulle give ham en masse penge, fordi han muligvis havde mødt sin bror, og hans mulige forældre så ville betale tilbage. De ville bare tro 'storebroren' løj. At han bare snød dem, så han kunne tjene nogle penge, og at de ikke ville få en klink tilbage.

Taylor så på ham i lidt tid og rystede stille på hovedet "vil du ikke vide hvem din rigtige familie var?... vil du ikke vide hvor du kommer fra? hvem du er?" spurgte han meget indgående og lagde hovedet svagt på skrå imens han afventede svar. med en rolig bevægelse rejste han sig og gik hen til Hoover, hvorefter han vidste sit mærke på håndledet "er dette ikke et tydeligt nok tegn på at vi må gøre det her?..." spurgte han helt roligt og studerede lidt alle Hoovers ansigts træk. det var lidt uhyggeligt hvor meget de mindede om hinanden.