rejsen er først lige gået igang (forsættelse på klar til en lang rejse)

Taylor så lidt tid på Cian og lukkede sine øjne da han løb mod ham. det kunne han jo havde sagt sig selv at han ville overfaldee ham fordi Taylor gav ham opmærksomhed. han lod ham kramme ham og sukkede stille "mmh.." brummede han stille og smilte svagt. det var okay, han havde jo trods alt reddet hans lillebror da han ikke selv kunne. han havde det stadig på samme måde med Cian nu som før, men han kunne bedre holde ham ud lige nu. han så kort hen på Hoover og trak let på skuldrende, hvorefter han fik Cian til at slippe. han så så ldt rundt "hvor er vampyren der angrab Hoover+" spurgte han så en del mere alvorligt, da den vampyr ikke skulle gå ustraffet videre efter det han gjorde ved Hoover.

Sora grinte lidt da han hørte Taylor og kravlede endnu højere op. der skete ikke noget når han var så højt oppe så han skulle nok kunne slippe ustraffet.

Hoover så på dem og kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Ærlig talt, så havde han haft det elendigt med at forlade Cian, selvom han var noget af en pestilens, så det var rart at vide, at han ikke bar nag eller noget.

Cian lod sig fjerne, da Taylor ville have ham til det, for bare det at kunne få lov til at kramme ham i et lille øjeblik, føltes fantastisk på alle tænkelige måder. Han så forelsket på ham og svarede med et drømmende smil, "oppe i træet~"

Hoovers smil forsvandt, og han sagde hurtigt, "h-hey, skal vi ikke bare droppe det? Nu er vi jo alle sammen okay, og han er nok alligevel flygtet nu, så... kan vi ikke bare glemme det og komme videre?"

taylor så op i træet og overvejede situationen lidt. han havde virkelig ikke lyst til bare at droppe det men de skulle jo videre. han sukkede og så på Hoover "han angreb dig og jeg kunne ikke beskytte dig..." sagde han alvorligt og så op mod trætoppen igen. han havde en god idé som straf til den fremmede vampyr der var hurtig og effektiv. han så så på Cian og derefter på Hoover "har han nogle talenter? et eller andet specielt han kan?" spurgte han så da han ikke bare ville droppe det.. han skulle have hævn over at den vampyr havde bidt hans lillebror.

Sora betragtede Taylor i lidt tid. stædig dreng.. han grinte lidt og så lidt op mod himlen han lige kunne så imellem bladende. ind til videre var han sluppet godt fra alt han havde gjort. de havde ikke engang tænkt over det var ham der havde fået hulen til at falde sammen over taylor. han morede sig ffaktisk lidt over hele situationen og rystede lidt på hovedet. de kunne bare komme an.

Hoover blev en smule glad over, at Taylor følte havde det dårligt over ikke at have beskyttet ham; broderfølelser. Han var selv virkelig begyndt at få dem, og det betød at Taylor måske også var ved at få dem. En lille smule i hvert fald.
Han så tænkende ned i jorden og overvejede hans spørgsmål. Vampyrer var rimelig stærke og også rimelig hurtige, men bortset fra det havde han ikke lagt mærke til noget.

Cian stod stadig og så drømmende på Taylor, mens Hoover snakkede, men spørgsmålet sneg sig ligeså stille ind i hans hoved og han svarede så til sidst, "oh, ja, han har! Jeg kastede nogle sten efter ham, og han knuste dem og--" hans stolte smil over at kunne besvare spørgsmålet blegnede. Det var først nu, han regnede det ud. Det var vampyren, der havde knust klippen, der var faldet sammen over Taylor. Den vampyr var næsten skyld i hans død.
Cian kunne mærke vreden stige ham til hovedet og vendte rasende sit blik mod trætroppen.

Taylor så lidt tid på Hoover og lagde hovedet på skrå. men hans opmærksomhed blev hurtigt fanget da Cian begyndte at snakke og så blev det jo pludselig interessant. han knuste dem og hvad? "knuste dem... og hvad Cian+" spurgte han og undrede sig over vampyrens vrede blik. så gik det op for ham hvad Cian tænkte på. han så hen på alle stene han havde ligget under og lagde hovedet på skrå. den fremmede kunne knuse sten.. dette måtte havde været den fremmede han havde kunne høre det meste af natten, men hvorfor angrab han så så sent, men det var jo tydeligt nu. han angreb først Hoover da han havde begravet Taylor under stenene, for så var der ingen der kunne beskytte den svage. et typisk dyre jagt instinkt. han så op på træerne. så den fremmede var både skyld i at Hoover blev bidt og at han selv var ved at dø. han fik et lettere vredt ansigtudtryk. han lavede et lille håndtegn og pludselig dukkede der en flok store sorte skygge hænder op fra jorden og fløj op mellem bladende på træet.


Sora kunne se på Cian fra hans spot at det var begyndt at dæmre for ham hvad der var sket. han grinte lidt da det var utrolig sjovt de var sp langsomme. men da han så de sorte skygge hænder kom tættere op mod ham, fik han pludselig travlt. han prøvede først at knuse dem, men han kunne jo ikke knuse skygger.. han indså han var kommet iproblemer og prøvede derfor at kravle længere op i træet, men der var jo ikke langt til toppen.

Hoover trådte forskrækket et par skridt tilbage, da skyggehænder pludselig dukkede op fra jorden. Han stod med åben mund og kunne slet ikke få blikket væk fra dem. Der gik det op for ham, at hvis han kunne heale... så måtte Taylor også have en form for evne; skygger.
Han så ned på sine hænder og tøvede lidt men forsøgte alligevel selv med håndtegnet; han kunne jo være så heldig, at der skete noget, og at han kunne hjælpe til. Men ingenting skete.

Cian trådte da også et halvt skridt tilbage men regnede hurtigt ud, at det måtte være en evne, Taylor havde. Nøj... det gjorde ham lige hundrede gange mere fantastisk, end han var i forvejen.
Cian greb hurtigt Hoovers kniv, der lå på jorden, og snuste til skaftet, der var fyldt med den fremmede vampyrs blod. Perfekt - nu havde han færten af ham, hvis han nu skulle prøve at flygte.

Taylor så op mellem træerne for at se om hænderne fik fat i noget, men indtilvidere skete der ikke så meget. han så kort på Hoover smilte lidt da han stod og lavede tegn med hænderne. han så så op på trætoppen igen og koncentrerede sig så godt han nu kunne. godt nok så han ikke på Cian, men han var meget opmærksom på hvad han gjorde. pludselig kunne han mærke hænderne stoppede og et skævt smil tegnede sig henover hans læber. han lavede et lille veb ned af med hånden.

Sora nåede toppe og ledte efter et sted at flygte hen, men det var forsent. de store skygge hænder havde fat i ham og begyndte at trække ham ned mellem alle grenene. han fik mange skader og sår på vejen ned og da han endelig nåede jorden blev han revet med ned gennem jorden, så kun hans hovedet stak op. han skar flere smertefulde ansigter og grammede sig af smerte. det var virkelig slemt. hele hans krop var kvæstet på ën aller anden måde nedeunder jprden. dette kunne han kun overleve fordi han kunne heale sig selv, men det ville tage langtid og han ville ikke kunne komme op før hans krop var okay igen.

Hoovers blik fulgte vampyren, da han pludselig kom til syne og blev revet ned i jorden. Han havde let åben mund, overrasket over sine brors kræfter. Det ville han ikke have troet om ham.

Cian klappede af Taylor og hoppede lystigt hen til den fremmede. Han satte sig på hug ved siden af ham og rodede lidt rundt i hans røde hår, "nå, nu er man vist ikke så stærk mere, hva', hårde fyr?"

Taylor så lidt tid på vampyren og rettede sig så lidt op da det havde taget lidt på hans kræfter at bruge sin evne i en så svag tilstand, så han var faldet lidt sammen. han så så lidt på Hoover med et broderligt smil "jeg lover han ikke rør dig igen" sagde han med en rolig stemme, hvorefter han så hen på den fremmede vampyr igen "pas på med hvem du ligger jeg op imod..." sagde han mere koldt og vente sig så om "kom Cian.. vi har travlt.." sagde han roligt og så så på Hoover, med et blik der viste han var klar til at tage videre. han var godt nok træt og svag, men han kunne godt holde til det det måtte han nødt til.

Sora så irriteret på Cian og knurrede vredt af ham. han så så på Taylor og Hoover. dette var for meget. men alligevel han havde vel fortjent det et eller andet sted.

Hoover nikkede bare, stadig med et lettere forvirret ansigtsudtryk. Han kunne ikke lade være med at finde det lidt underligt, at Taylor ikke havde fortalt ham om evnen og hele... dæmon-halløj'et men forsøgte at glemme det. Der måtte jo være en grund til det.
Han gik hen til Raina, der bare havde stået fuldstændig ligeglad og græsset, mens det hele havde stået på, og kørte sine fingre gennem hendes uglede, sorte hår, "kom, Raina, lad os komme af sted."

Cian smilede stort til vampyren, da han knurrede, og så så på Taylor, da hans navn blev nævnt. Han blev helt rød i hovedet og hviskede tøset ned til ham, "hørte du det? Han sagde, jeg skulle komme. Det betyder, at han vil have mig med. Og det betyder, at han elsker mig. Iiiiiib!" han rodede igen den fremmede i håret og tilføjede, "ønsk mig heller lykke, nullergris," hvorefter han rettede sig op og luntede hen til Taylor med et lykkeligt ansigtsudtryk.

Taylor så kort på Cian der kom luntene, hvorefter han så hen på Hoover med et lille smil. det undrede ham at Hoover først nu havde opdaget sin evne.. hvordan kunne man gå i så mange år uden at ligge mærke til sådan en evne. han så så frem for sig imens han gik, dog gik der ikke mere en nogle sekunder før han faldt ned på knæ. han var alt for svag, men han fik tvunget sig op og stå igen, han havde mange smerter og kunne mærke han var for svag til sådan en rejse, men de havde et skib de skulle nå.


Sora så irriteret op på Cian og brummede vredt "han elsker dg ikke.. han bruger dig bare" sagde han roligt og lukkede sine øjne. prøvede at slappe af så healingen kunne gå hurtigere. men det gik stadig meget langsomt.

Cian gik ved siden af Taylor og skulle lige til at tage fat omkring hans arm, da han pludselig faldt på knæ. Han stoppede bekymret op, "Taylor-mus, er du okay?" selvom han rejste sig, ændrede Cians ansigtsudtryk sig ikke, "du kan da ikke rejse sådan..."

Hoover vendte sig om, da han hørte bumpet fra Taylor, der faldte på knæ. Han trak hurtigt sin hest hen til ham og sagde så, "Taylor, rid på Raina. Du kan ikke gå i den tilstand."
Selvom det blev sagt med en venlig tone, mente han det stadig som en ordrer og ikke et forslag. Taylor havde ikke tid til at spille tough-guy lige nu.

Taylor sukkede irriteret over at være så svag og de to drenge skulle ynke om ham. han brød sig ikke om at hans lillebror skulle til at passe på ham, det skulle være ham der passede på sin lillebror. det hjalp heller ikke denne vampyr Cian skulle kalde ham alle de ting. han så lidt skiftene på dem med et lidt modvilligt blik, men nikkede så "okay så..." han gav sig da han vidste han ellers bare ville sinke dem en hel del. han fik trukket sig op på hesten op og satte sig til rette. han ømmede sig lidt "lad os så komme afsted" sagde han bestemt, men med et lille svagt smil på læben.

Hoover nikkede en enkelt gang med et tilfredst smil, da Taylor satte sig op på hesten, "det var godt. Kom så, Raina," han klappede hende kærligt i siden og kiggede tilbage på den fremmede vampyr; det var underligt at tænke på, at hans tænder for kun få øjeblikke siden havde var boret ind i hans hals.
Han sukkede langt, fjernede blikket fra ham og gik så afsted, videre gennem skoven med n rumlende mave og hesten bag sig.

Cian kiggede op på Taylor, der så mere mandig og majestætisk ud end nogensinde, som han sad dér på hesten. Han sukkede forelsket og fulgte med bag hesten og blikket fastlåst på Taylor.

Taylor sukkede stille og rystede lidt på hovedet med et smil på læben "men det er også kun den ene gang jeg gør det her..." sagde han med et skævt smil og så frem for sig igen. igang med rejsen igen... efter en døgns tid var de nået til skovens ende og man kunne se protus lige fremme. langsom kom de ind i den lille fisker by.

//forsættes i protus ^^